Formål:
Eleverne på Vejle Midtbyskole skal have optimale forudsætninger for at lære og trives i deres skolehverdag og skoleforløb. Sundhedspolitikken på skolen skal understøtte dette mål og, sammen med forældrenes indsats hjemme, danne grundlag for, at eleverne opbygger sunde fysiske og mentale vaner, som tages med i deres videre livsforløb. Sundhedspolitikken er opdelt i tre centrale temaer: Kost, bevægelse og søvn. De tre elementer udgør samlet og indbyrdes afhængige forudsætninger for optimale læringsvilkår.
Kost
Sundhedspolitikken tager udgangspunkt i Fødevarestyrelsens officielle kostråd, der kan findes på www.altomkost.dk.
Sunde kostvaner hos børn og unge i skolen og SFO fremmer elevernes koncentration og energi med henblik på øget udbytte af undervisningen. Desuden øges fysisk, psykisk og social sundhed og velvære hos eleverne og elevernes kompetencer til at træffe sunde valg fremmes. I samarbejde med forældrene ønsker Vejle Midtbyskole fokus på sundhed og kostvaner ved:
- At eleverne har spist morgenmad hjemmefra.
- At eleverne har madpakke med hver dag.
- At eleverne spiser et mellemmåltid i form af frugt, grønt eller lignende.
- At skolens og SFO'ens rammer inviterer til, at eleverne får spist deres mad og oplever måltidet som noget selvfølgeligt og værdifuldt at samles om.
- At skolen arbejder bevidst på en fælles forståelse af sund/usund kost imellem elever, lærere, pædagoger, forældre og samarbejdspartnere.
- At børnene der møder tidligt i SFO, får ernæringsrigtig morgenmad, hvis denne ikke er indtaget hjemme.
- At det ikke er tilladt selv at medbringe slik, sodavand, chips, kage og lignende medmindre det på forhånd er aftalt med lærerne/pædagogerne.
- At lærere og SFO-medarbejdere kontakter hjemmet, hvis eleven medbringer disse i skoletiden. Inddragede energidrikke kasseres og udleveres ikke til eleven igen.
- At undervisning i sund kost skal fremgå af de forskellige teams årsplan.
- At slik, kage og andet sødt forbeholdes særlige lejligheder (fødselsdage, højtider og afslutninger)
- At skolen opfordrer medarbejdere og forældre til at tænke i alternative og sunde bidrag og dermed begrænse mængden af kage, slik mm. ”Alt med måde” er her et godt princip.
Bevægelse
Skolen har i samarbejde med forældrene øget fokus på vigtigheden af motion og bevægelse og forsøger at animere til mere bevægelse i skolehverdagen, transport til og fra skole og i fritiden. Bevægelse og motion fremmer læring, og giver børn og unge gode motionsvaner.
Skolen bidrager til at motivere og udfordre elevernes motionsvaner ved:
- At det er højt prioriteret at sikre, at alle elever på Vejle Midtbyskole får daglig motion.
- At der arbejdes på hele tiden at udvikle skolegårdsmiljøet, så det indbyder og motiverer til leg for alle aldre.
- At skolens ledelse og medarbejdere løbende har fokus på at udvikle praksis omkring ”læring i bevægelse”.
- At skolen deltager i Skolernes Motionsløb og Specialskolernes idrætsdag.
- At der i den daglige undervisning er fokus på pauser med fysisk aktivitet.
- At der i spisefrikvarteret er fokus på boldspil, gå- og cykelture, dans/motorik m.m. For indskoling er der legepatrulje, som involverer sig og deltager i aktiviteter.
- At der i udvalgte uger i skoleåret planlægges ekstra fysisk aktivitet, fx motionsdage, temauger mm.
- At skolen tilstræber i hverdagen og på særlige dage som fællesdage, motionsdage mm. at fremme bevægelse blandt vores elever.
Vejle Midtbyskole vil leve op til de lovmæssige krav om gennemsnitligt 45 minutters daglig bevægelse ved at tilbyde eleverne bevægelsesmuligheder i form af aktive frikvarterer, idrætsundervisning, særskilte bevægelsesbånd, aktivitetsdage og læring i bevægelse.
Søvn
Tilstrækkelig og alderstilpasset søvn er en helt basal forudsætning for vores elevers læring og trivsel i skolehverdagen. Skolen har ikke mulighed for direkte indflydelse på elevernes søvnmængde, men vi oplever en klar sammenhæng mellem elevers søvnmængde, overskud og dermed læringsparathed.
Vejle Midtbyskole har følgende anbefalinger til forældre, der har ansvaret for at skabe rammerne for opfyldelsen af deres børns søvnbehov:
Vær opmærksom på jeres barns tilstand (træthed, overskud mm.), og læn jer op af de nationalt anbefalede standarder for søvntid:
- 0.-3. klasse: 10+ timers søvn
- 4.-6. klasse: 9 – 11 timers søvn
- 7.-9. klasse: 7 – 9 timers søvn
Begræns skærmtid op til nattesøvnen, og fjern mobiltelefoner samt andre digitale devices fra børne-/ungdomsværelset inden sengetid.
Vedtaget af skolebestyrelsen den 23. august 2021